Hvordan føles en depression?

Forfatter og journalist Heike Fuhljahn

© Jo Jankowski

Det meste af tiden vågnede jeg tidligt klokken seks - og dagen var gået. Men at komme op syntes mig uendeligt svært. Fordi før jeg lå en trættende kæde fuld af indsats. Meget tænkt på, hvad jeg var nødt til at udmatte mig. I et halvt år var det allerede tilfældet i begyndelsen af ​​2006, min ven Philipp havde adskilt fra mig. Når jeg skulle arbejde, ringede min kæreste Birgit mig klokken otte: "Godmorgen, Heather, kom nu, lad os starte dagen sammen." Trods hendes venlige velkomst ville jeg have foretrukket at lægge mig ned. Men jeg trak mig sammen.

Så jeg fiskede efter mine briller på sengebordet, trak tæppet tilbage, sad på kanten af ​​sengen - og græd. De fem meter til mit badeværelse følte at klatre et bjerg. Over tid udviklede jeg et nødprogram. Byger? Højst hver tredje dag. Vask og fløde dit ansigt? Kun om morgenen, en gang om ugen. At vaske hår? Med tør shampoo måtte det være nok. Make-up? Hvis jeg havde en vigtig aftale. Denne opbrud generede mig meget, men indsatsen var alt for stor til at ændre.



Jeg huskede ikke, da jeg sidst så frem til det. Følelse af lys og ubekymret. Eller normalt. Eller var denne betingelse måske normal? Jeg havde ikke længere en sikker intern målestok. Det eneste jeg vidste var, at jeg ikke nyder det mere. Alt jeg gjorde blev dømt kun af hvor udmattet jeg var. Det var som om jeg - efter hinanden - havde influenza, en forkølelse, en gastrointestinal infektion, en alvorlig feber. Af mine normale forpligtelser gjorde jeg kun det nøgne væsentlige. I en sneglens tempo. Nogle gange stod jeg foran min tørrestativ i flere minutter. Der var jeans. Selv om jeg gerne vil bære det, kunne jeg ikke hænge det.

Jeg følte at jeg havde på mig en blycoat. Alt koster så meget magt, altid. Da jeg ikke skulle arbejde, lå jeg i seng eller i sofaen. Jeg lavede næsten ingenting, men jeg fik mig ikke til at komme. Rullet op, jeg ligger i mit træningsdrag under et grønt tæppe, på bordet tre barer med børns chokolade. Ofte så jeg på en sæson "Emergency Room". Efter det var jeg ikke ked af det, bare deprimeret. Strolled gennem lejligheden stod målløst foran reolen og gik så ind i mit soveværelse, stod ved vinduet og kiggede ind i gården. På hylden lå vindueskarmet overalt et tykt lag af støv. Jeg ringede til Birgit og klagede til hende: "Jeg har så lidt energi igen, alting gør ondt, jeg er altid ked af det." "Det vil passere, hedenske, helt sikkert," sagde hun. "Men det føles ikke sådan," svarede jeg, tårer tæt på. "Jeg ved, men du skal gå igennem det!"



Efter vi sagde farvel lægger jeg mig ned i sofaen. For mere manglede styrken. Min kedsomhed, min elendighed blev afbrudt kun af måltiderne. Med skræmte tænkte jeg, hvis det føles sådan, når du er i det gamle folkes hjem. "Træk dig selv" er noget Deprimerede mennesker hører ofte. Hvis ikke af andre, så selv. Hvis det kun var muligt. Jeg kan ikke længere, det er kun at stoppe, tak. Ligegyldigt hvordan. Men jeg var bange for psykiatrien.

Root Chakra Sleep Meditation: EASE DEPRESSION & ANXIETY, support calm energy (Juli 2024).



Erfaringsrapport, depression, depression