Kærlighed: I kærlighed til kæresteens mand
"Sove nu endelig", mumler Christian, da jeg sveder badet, se til vækkeuret. Allerede fem. Droppede, han lægger armen over mig. Jeg lytter til hans ånde og føler et smertefuldt ømhed. Kunne jeg nogensinde leve uden ham? Nej! Hvorfor så dette mareridt, der ikke vil ende i løbet af dagen? Hvorfor risikerer jeg vores kærlighed?
Aftenen før blev vi inviteret til middag med Ariane og Vincent. Vores naboer og venner. Min elsker og hans kone. "Du var så stille," sagde Christian efterfølgende. Opdager han virkelig ikke, hvad der sker? Det bryder mit hjerte for at forråde ham for at forråde Ariane. Jeg har ikke kunnet se dem i øjnene i lang tid. "Jeg vil ikke have det, alle de dårlige, de løgne", sagde jeg til Vincent.
Jeg ved, det er ikke rigtigt, hvad sker der. Og Vincent ved det også. Alt ved denne kærlighed er forkert. For en person, du får, vil du miste mange.
Denne kærlighed er ikke god for mig
"Vi kan ikke se hinanden mere." Nogle gange står der en, undertiden den anden. I to, tre uendelige dage holder vi det ud. Så vælger en af os telefonen. "Hvordan har du det?" Og igen starter alt fra begyndelsen. Lykkens følelser, også fortvivlelsen om det eget svigt. "Bare nyd det så længe du har det godt," fortalte en ven mig. Men den kærlighed er ikke god for mig.
Vi mødte Ariane og Vincent for to år siden, da Christian måtte flytte til en anden by. Vi blev naboer, der bor i samme gade. Det var Ariane, der gjorde det lettere at bosætte sig.
Hvad var specielt dejligt: Vores mænd forstod også hinanden. "Vincent er en god fyr," sagde Christian, da vi mødte fire for første gang. Ja, han var. Ikke en meget attraktiv mand, men en med stille humor og stor følsomhed. Og han talte entusiastisk om sine rejser, som han gjorde hvert andet år uden sin familie. "Jeg har brug for det nu og da, denne fred, denne ensomhed", havde han sagt. Ariane accepterer det. Hun ville aldrig ledsage ham.
"Sådan en vandretur, langt væk fra civilisationen, vil jeg også gerne gøre det en gang", sagde jeg til Christian, som bare lo. "Ti dage i frysende temperaturer i teltet, til åndenød og hovedpine? Nej, tak, uden mig."
Og pludselig var det der, den gnagende følelse, med held og lykke til at savne noget. At savne noget i livet. Jeg følte et strejf af soulmate mellem mig og Vincent. Kun en vag følelse, som blev stærkere med hvert møde. Hvor farligt det kunne være, men jeg mistænkte ikke? indtil dagen i marts, da vi inviterede dem til brunch: "Kom, jeg vil vise dig min nye iMac, en god enhed," sagde Vincent. Som ved magi, et billede af mig dukkede op på skærmen. "Hey, hvor har du det fra?" Spekulerede jeg. Han grinede, åbnede en blank side og tappede med to fingre: "Jeg tror mange af dig!"
Hemmeligt møde
Næste dag ringede telefonen. "Jeg vil gerne se dig," sagde han. "Jeg tror ikke, det ville være klogt," sagde jeg og følte mit hjerte pounding. Tre dage senere mødtes vi. I zoologisk have. "Vi møder som venner, men ingen kan have noget imod det ..." Du kigger efter argumenter, indtil du tror dem selv, downplayed, hvilket ikke er harmløst? og endelig finder han sig smooching i mørke korridorer i et dybhavs akvarium og genkender sig ikke længere. Det er ikke mig, den kvinde, der snyder på sin mand og sin ven. Det kan jeg ikke være. Der var så mange øjeblikke, da jeg kunne have trukket nødbremsen og stoppe den. Men det gjorde jeg ikke. Og det vil jeg nok ikke gøre i dag eller i morgen. Jeg hader mig selv for det. Med hver dag, med al min omtanke, falder mit selvværd. Men jeg kan ikke hjælpe det. Og Vincent er den samme. "Jeg ville ønske, vi aldrig havde mødt," sagde han for nylig. "Så ville jeg ikke vide, hvad jeg savner."
Undslippe fra mareridtet
To uger siden bookede han en anden tur. Himalaya denne gang. I oktober ønsker han at flyve til Nepal. Hvor alle ønsker at gå lige nu. Og jeg kan også lide det. "Kom igen," sagde han, men det var bare en bitter joke. Han ved, at det ikke er muligt. Og han vil ikke have mig med ham. Han flyver i afstanden for at få afstand. Han håber at kunne tænke klart i naturen og i den tynde luft for at finde sin vej tilbage til sig selv og tilbage til sin familie.
Og mig? Jeg vil forsøge at ikke tænke på ham i tre uger. Jeg vil gerne fokusere på, hvad der er vigtigt i mit liv: min mand, mit job. Og jeg håber oprigtigt, at vi begge klarer at lade hinanden gå. Så det mareridt bliver til ende, før det er for sent.
