Tage hvad?
Det startede i halvfemserne. Med tage det I år 1993 optrådte højt boybands i en sommer, der lød så meget som Take That. Men de var ikke tage det. De blev kaldt Backstreet Boys, Boyzone, fanget i loven eller øst 17. Alle dumme navne. Alle lignede den friskblæste FN-gymnastikgruppe. I kvinde var der også. De blev kaldt Spice Girls, Tic Tac Toe eller No Angels.
Det startede med mig. Pludselig nød jeg ikke at huske navnene på disse pop bands. For hvad? Navnet betød ikke noget mere specielt. Tværtimod det modsatte. Han kaldte den generelle. Som med vaskemiddelet, hvor det ikke er ligegyldigt hvilket mærke der er på pakken, er det samme pulver i det hele taget. Jeg plejede at høre en sang fra The Smiths, og det brændte dybt ind i min hjerne. Det tog information, der ikke havde noget at gøre med sangen. Hvilket vejr var den dag, hvor jeg var forelsket i den tid (Kai), mine blå corduroybukser (syet ved siderne) samt guitaristens frisure Johnny Marr (med en lang pony gemmer øjnene) som med mig).
Popbandsmusikken lyder altid ens
Hjernforskeren Ernst Pöppel siger, uden følelsesmæssig vurdering, kan man ikke huske noget. Enhver, som ikke føler noget, redder ikke nogen minder i hjernen. Betyder det, at jeg ikke kan huske noget, fordi jeg ikke føler noget mere? Eller føler jeg mig ikke så dybt længere? Eller bare anderledes? En ting ved jeg helt sikkert: Som det var, skete der aldrig mange ting igen. At være for første gang forelsket. Frygten for det første kys. Den første lovesick. Jeg plejede at kunne huske sangene i mine yndlings bands af hjertet. I det mindste havde jeg en mening eller en følelse om de andre, kendte navne og ansigter fra musikerne.
Intet er tilbage af pop bands som backstreet boys.
Nogle gange måtte jeg græde, nogle gange fik jeg gåsebud eller bare et godt humør. Når jeg lytter til musik, mens jeg kører bil på radioen i dag, sker der ikke noget med mig. Først tænkte jeg, det er op til mine ører. Men det er ikke sandt. Det er op til musikken. Lydene behandles på computeren, indtil de lyder så længe som muligt. Et hit som det andet. Musikken bør ikke irritere nogen. Mere præcist må ingen bemærke dem.
Boy George sagde engang: "I firserne kunne vi måske ikke synge, men i det mindste gjorde vi os selv." I dag er det omvendt. Alle tror at de kan synge. Ingen har et ansigt mere. Der var tidligere lige så mange skrotbånd som i dag. Først da fik du ikke noget fra dem. De kom ikke ud af synket, så at sige, og de gode hersker. I dag er der internettet og myspace.
Derfor er alt overalt. Fast-anywhere-evnen har produceret mange en-sang kunstnere. De hedder det fordi de kun producerede en lydsang og du kan glemme resten. For folk der elsker musik, er de som one-night stands. I dag købes musik på internettet, ligesom en enkelt person bekymrer sig om koldt kød. En lille smule af det, et hjørne af det. Du køber sange, ikke album. Det er selvfølgelig godt, hvis en forfatter til sit arbejde stadig får penge fra nogen i dag, på den ene side. På den anden side er en sang på iTunes blevet essensen af den kunstformede musik. Det er usynligt.
Der er intet album at holde i din hånd. Ingen billeder af de kunstnere, du ser på, mens du hører dem. Ikke en evighed at se efter på hylden, før du endelig finder en eller to diske. Bare et par klik, og så begynder luften at svinge. Men det er ikke nok til hjernen. Det er lettere at huske noget, når du kan røre ved det og se på det.
Anastacia giver mig hovedpine.
Jo ældre jeg får, jo mere pålidelig kan jeg sige, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Så det er med musikken. Gør mig ikke forkert: du er aldrig gammel nok til at vide på forhånd, hvis Timbalands nye spor ikke vil blæse dig væk, eller hvis en sang af Dolly Parton vil gøre dig til at græde. Ingen kan finde ud af om Radioheads nye single lyder som et jordskælv i hjertet eller en summende i øret. Musik er en hæftemad. Men nu ved jeg hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Fra musikaler får jeg halsbrand. Og fra Anastacia har en hovedpine.
Derfor behøver jeg for eksempel ikke at vide, hvad dette band hedder, det gør hiphop med funk, med kvinden med pigtailsne, der ligner lidt flygtningene, men ser ud som Arrested Development, der engang vandt en Grammy og bedre dans som de synger. Først og fremmest kan jeg forklare Black Eyed Peas uden navn, og for det andet vil jeg ikke høre dem for at være ærlige.
En klog person sagde engang, at erstatte ordet "can" med ordet "want" gør livet lettere. Jeg forsøgte det. Det virker.I stedet for at sige, "Jeg kan ikke længere huske nogen båndnavne," siger jeg, "jeg vil ikke længere huske nogen båndnavne længere." Og det er sandheden.
