Ingrid Betancourt: "Jeg vil give mening om min lidelse"
ChroniquesDuVasteMonde.com: De blev bortført den 23. februar 2002 sammen med Clara Rojas, deres kampagne leder på det tidspunkt. En sådan ekstrem situation svejser sammen, man ville tro. Men de har flyttet væk fra hinanden under fangenskab. Hvordan skete det? Og har du kontakt til Clara igen i dag?
Ingrid Betancourt: Jeg synes noget sådant svejset sammen, men der var også desperationstider. Hvad der skete mellem os er simpelthen menneske - vi var sammenkædet sammen hele tiden og havde brug for plads og frihed.
ChroniquesDuVasteMonde.com: Der var ingen tilbagetog?
Ingrid Betancourt: Det eneste privatliv, der blev givet til os, var simpelthen at være tavs. Jeg tror, at Clara og jeg begge har brug for tid til at helbrede vore sår.
ChroniquesDuVasteMonde.com: Hvad har du hjulpet dig gennem årene i fangenskab?
Ingrid Betancourt: Først og fremmest min tro på Gud. Min børns og min mors kærlighed. Solidariteten blandt os gidsler og selvfølgelig det blotte selvbevarende instinkt.
ChroniquesDuVasteMonde.com: I din bog skriver du: "Jeg var fast besluttet på at ændre mit liv, så snart jeg var fri igen." Hvordan ændrede du dit liv?
Ingrid Betancourt: Alt har ændret sig. Jeg er ikke længere politiker. Jeg opdagede brevet for mig. Jeg bor ikke længere i Colombia, jeg har ikke en mand længere. Mine børn lever ikke længere hjemme.
ChroniquesDuVasteMonde.com: Et nyt liv uden hjem?
Ingrid Betancourt: Mit hjem er nu hvor de er, som jeg elsker - hvilket betyder, at jeg nu lever af min kuffert.
ChroniquesDuVasteMonde.com: I bogen fortæller du i detaljer om årene med jeres fængsel, der beskriver hver lejr, hvert eneste ur der. Hvordan bevarede du så mange små detaljer for dig selv?
Ingrid Betancourt: Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg har ikke noget problem med at huske disse detaljer, mit problem er ikke at glemme alt.
"Ingen stilhed, der ikke slutter", Droemer, 734 s., 22,99 euro
ChroniquesDuVasteMonde.com: Skrivede du bogen i håb om at tegne en linje under denne historie, hvilket efterlader dig i mere end seks år i gidsel?
Ingrid Betancourt: Jeg skrev bogen af tre grunde: For det første at fortælle mine børn, min mor og min familie, hvad der skete i seks og et halvt år. For det andet at dokumentere, hvad jeg så i alt.
ChroniquesDuVasteMonde.com: Og tredje?
Ingrid Betancourt: At give mening om min lidelse. Ikke kun for mig, men også for alle de fanger, der stadig er i junglen, og som vi ikke må glemme.
