mor blogs
April 26, 2024

Åh kære, min søn vokser op!

Endelig kan han sætte på sine sko alene. Endelig kan han holde gaffelen alene. Endelig går han alene på badeværelset, og jeg behøver ikke at ændre bleer længere. Hver fase fejres af mig. Hvert trin betyder igen nyt gammelt rum. Interessant nok har jeg travlt. Og det er jeg ofte så utroligt utålmodig. Forventer jeg seriøst, at min søn Sam i en alder af tre og elleve måneder går alene til plejen, smører sin frokost og vasker sit vasketøj? Hvor vil jeg gå så hurtigt? Og hvorfor sidder jeg ved siden af ham og ruller øjnene, når han selv ønsker at pakke sin børnehavepose, og jeg tænker bare: "Det fungerer også hurtigere!"

Sam sover med os hver aften. Han har brug for meget nærhed, vil holde min hånd eller skal ligge med hovedet i Marcs skurk. Hvis der sker noget særligt (som: en hund kiggede på ham diagonalt), så sover han på mig? med min næse i mit hår.

I dag vågner han sig ved siden af mig for første gang og siger: "Mor, det er for stramt her!" Og han har mest plads i vores seng. Når jeg vil kysse ham igen og igen under påklædning, klager han: "Mor, lad det være!" Normalt bringer jeg ham til daginstitutionen, og når han siger farvel kommer han til døren og så er der tre krammer, fire kys og i slutningen, når døren er næsten lukket, tårer han dem åbne og råber: "En sidste kysse! "

"Nå, Lucie, du kan aldrig gå hurtigt nok, du har det nu."

I dag bringer jeg ham til pasning og ikke engang bliver bragt til døren. "Se dig senere, mor!" Han bølger på mig og forsvinder. Åh Gud, det er for hurtigt for mig. Er han allerede så voksen? Hvorfor er min søn så travlt? Hvad med mine krammer? Hvad med de fire luft kys? Jeg står ved døren som bestilt og ikke afhentet. "Nå, Lucie, du kan aldrig gå hurtigt nok, du har det nu," tænker jeg. Mit hjerte brænder, og jeg vil gerne smide mig ned og græde. Jeg vil nok blive en af de mødre, der hemmeligt klamrer sig på skolehegn for at få et andet glimt af barnet. Jeg vil helt sikkert blive valgt til alle de særlige udvalg, så jeg kan få et gyldigt værnemøde ret til livet. Jeg hører allerede Sam sige til sine venner: "Dette er min mor, så flov, bare ignorere hende." Jeg vil bølge gennem hegnens stænger og lave en samlet abe.

Mens jeg stadig er ved døren og forestiller min fremtid som "desperat mor", kommer Sam rundt rundt om hjørnet. Han leder faktisk efter sine venner, opdager mig og hopper i mine arme. "Kvæle endnu en gang, mor", hvisker han i mit øre, lægger armene omkring mig og giver mig et blødt kys på munden. Så stormer han igen. Puhh heldigvis kom han tilbage igen. Jeg havde brug for at kæle mere end han gjorde.

Er det ikke absurd? Jeg betaler dyrt for min så elskede og længtes efter frihed. Jeg har aldrig haft det på glide. Nu kommer fasen, hvor jeg har lidt tid om eftermiddagen til at arbejde, at bore min næse eller shoppe ... men skit, hvor er min søn? Hvordan er han Kan jeg muligvis lokke ham hjem med min yndlingsfilm og yndlingsmad? Auwei. Moderen er ikke kun flov, men desværre også skizofren. Kan du gøre det bedre? Har du nogle tip?

Tekst af Tanya Neufeldt, udgivet på luciemarshall.com

Lucie Marshall, kontrolfreak med modsætninger

Bloggen "Lucie Marshall - hvordan mine bryster var mad"

Bloggeren Tanya Neufeldt alias Lucie Marshall skriver om vanvid mellem søn, arbejde, mand og egne påstande. Hun kan lide at være mor, men også kvinde. Som kontrolfreak føler hun stadig, at hun stadig er i fuld kontrol med sit liv med sit barn og bliver undervist i noget andet hver dag. Og mens hun spiser sin sønns fiskestokrester i stedet for aftensmad, undrer hun sig: "Hvordan fanden kunne det ske for mig?"

Det kan vi godt lide: Sjældent har nogen skrevet kompleksiteten af moderne moderskab så sjovt og ærligt. Forfriskende som et glas aperol på is.