Nogle møbler er som gode venner
For fem år siden forlod vi Tyskland. Vi reducerede vores ejendele til 15 kasser og besluttede at adskille os fra alle møbler. Det var ikke svært for os.
Sengen fra studietiden med madras, vi gav væk. 3-meters sofaen havde stadig en videresalgsværdi på 50%. Efter alt. Vi havde ikke en garderobe, vi sendte de gode IKEA-hylder til venner. Ligeledes vores tv, gæstesengen og badeværelsets møbler. Så venner og fremmede ryddet gradvist vores daværende lejlighed i Schanzenviertel i Hamborg. Hvad der forblev i slutningen var nøjagtigt et møbel, hvis afgang vi simpelthen ikke kunne bringe til vores hjerter: en gammel lædersofa.
Læder sofaen havde været en del af mit liv i over fem år. Vi havde mødtes på et loppemarked i Schanzenviertel. Det var en dejlig lørdag morgen, solen skinnede, jeg holdt min kaffe i hånden. Det var kærlighed ved første øjekast. Den mørkeblå sofa stod der, og hendes bløde læder skinnede i sollyset. Den mørkebrune kirsebærtræ understregede hendes skønhed og gav hende ren elegance. Hun blev tegnet af alder, men alligevel elegant og elegant. Din daværende ejer meddelte mig, at det gode stykke var værd 120 euro. En hån! Jeg var ikke nødt til at forhandle, vi blev enige.
Sammen gik vi gennem tyk og tynd, sofaen og mig, og hvis hun kunne tale, ville jeg sandsynligvis skulle ødelægge hende. Hun kender de mest uhyrlige historier om forhold, venskaber, udignificerede argumenter, flyvende yoghurt, historier om elskere og desperate, og hvordan to altid er. Når vi sad på hende, havde vi røget mange cigaretter, drukket Astras, spist god mad. Det blev arbejdet på hende, koset og endda haft sex med hende.
Og så tog vi afsted. Vi kunne ikke tage dem med os, og vi sælger dem heller ikke. Min lillesøster tilbød at huse sofaen, indtil vi kom tilbage på ubestemt tid. Med varevogne gik turen til Berlin. Der stod hun et par måneder i den tørre kælder, indtil det blev vådt af et brastør. En hurtig redningsoperation var kun mulig uden en mobil piedestal. En af mine søsters ven var så dejlige og hjalp hende med at bære sofaen halvanden kilometer gennem Berlin i den næste kælder med andre venner. I den næste kælder stod hun i yderligere tre år. Hun har ikke oplevet meget. Men jeg er sikker på, at det var godt for hende at komme sig fra historierne og vanskelighederne fra mine vilde tyverne på Hamburger Kiez.
Siden 2016 er vi tilbage i Hamborg og en ny begyndelse uden job og lejlighed var vanskelig. Vores lejlighed i dag huser kun lidt materiale, vi ønsker ikke engang at begynde at hamstre igen. Min gamle sofa er nu i min søns børnehave. Jeg er så glad for, at hun er tilbage med os. Som en gammel, venlig dame lader hun min lille tålmodig hoppe på sig selv, det er en piratbåd, undertiden en hule. Hun og jeg ved, at hun var så meget mere ... og vil altid være det. Nogle møbler er simpelthen ikke møbler. Nogle møbler er venner.
