selskab
Kan 2, 2024

Når fremmede pludselig bliver naboer

ChroniquesDuVasteMonde.com: Mr. Wendler, hendes dokumentar "Welcome to German", instrueret af Carsten Rau, viser de sociale konsekvenser af tysk asyl- og flygtningepolitik ved hjælp af eksemplet på to små samfund i Harburg. Hvordan henvendte du sig til emnet?

Hauke Wendler: Vi har lavet dokumentarfilm og rapporter om fly og migration i ti år. I over 25 år har jeg siden angrebene i Rostock-Lichtenhagen, Mölln og Solingen arbejdet med flygtninge. I efteråret 2013 var der stærke protester mod asylansøgere i Berlin-Hellersdorf. For os var det det punkt, hvor vi besluttede at lave en film om "velkomstkulturen" i Tyskland - spørgsmålet om hvordan hver enkelt af os beskæftiger sig med flygtninge. Vi begyndte at kigge rundt og kom tilfældigt over den tsjetschenske familie i Tespe, som spiller en stor rolle i filmen. Derfra gik alt ud.

Forfatteren, direktør og producent Hauke Wendler studerede statsvidenskab og historie i Hamburg og London. Han har skrevet flere bøger om mediepolitik og migration og arbejdet for NDR i elleve år. I 2006 grundlagde han PIER 53-filmproduktionen i Hamburg sammen med Carsten Rau. De har modtaget flere priser for deres arbejde.

Hvordan har du fået tillid fra familien?

Vi har haft lange foreløbige samtaler. At deltage i en sådan dokumentar og at placere sig selv åbner en vis risiko for flygtninge. Derefter overvejede vi, hvordan vi kan vise den anden, den tyske side. I samme distrikt i byen Appel på det tidspunkt kom debatten lige til hovedet. Det var et godt modgangspunkt i det, vi oplevede i Tespe. Borgerinitiativet i Appel blev således filmens anden del. Reiner Kaminski, leder af socialdelsmyndighederne i distriktet Harburg, var et ideelt link mellem stederne, fordi han skal håndtere begge og vise os, hvad organisatorisk afhænger af spørgsmålet om flygtninges bolig.

Var det svært at overtale ham til at deltage?

Det var ikke let. Vi satte os med ham og forklarede for ham, hvad vi havde i tankerne - at det skulle være et spørgsmål om stille at observere hele den kontroversielle flygtninges debat. Det overbeviste ham. Korte beskeder kan ikke afhente den dikotomi, mange mennesker er i. En lang film kan gøre det før.

Selvom filmen afstår fra enhver kommentar, er der som seeren ingen sympati udviklet for borgerinitiativets medlemmer, der forsvarer sig mod indkvartering af 53 flygtninge i et tidligere pensionat. Hvordan reagerede indbyggerne i Appel på filmen?

Når vi viste filmen der, var stemningen overraskende godt. De to damer, der også ses som repræsentanter for borgerinitiativet i filmen, sagde efterfølgende: "Det er ikke altid rart at se dig selv på skærmen, men sådan er det." Hr. Prahm, der også repræsenterer opinionen fra borgerinitiativet i filmen og dermed repræsenterer mange menneskers frygt, bekymringer og forbehold, har brudt kontakt med os efter udgivelsen af filmen.

Var det klart for dig fra starten at du ville lade hovedpersonerne tale for sig selv og trække sig meget tilbage?

Idéen om at lave en stille og opmærksom dokumentar er baseret på vores erfaring med emnet. Drøftelsen om flygtninge i Tyskland er så akut og så polariseret, at vi straks nødt til at komme ud af disse hjørner - fra disse forudbestemte stereotyper, som alle bærer rundt med dem. Vi er nødt til at komme ind i samtale, udveksle ideer. Sidst men ikke mindst, at opfordre politikere til at handle og udvikle bedre, mere bæredygtige koncepter. Fordi, som det kører hidtil, er det ikke.

Hvilke øjeblikke huskede du i eftertid?

Det er først og fremmest de dramatiske øjeblikke - da den tsjetschanske familie for eksempel var akut truet af udvisning og frygtede hver dag, at en VW-bus lige lige om hjørnet tog dem med. Jo længere dette er, jo mere smukke øjeblikke kommer. For eksempel, om aftenen da vi tog de tjetjenske drenge i biografen, kom de frem med os og var meget stolte af at være på skærmen. For familier er sådanne øjeblikke af lykke bare en dråbe i havet.

Hvad er blevet af hovedpersonerne?

Når vi begynder at filme, sætter vi først en klar linje og fortæller alle involverede, at vi ikke kommer som socialarbejdere eller politiske aktivister, men som filmskapere.Men når du bruger så meget tid med hinanden, forbinder det naturligt. Vi har stadig et meget tæt forhold til alle hovedpersonerne i filmen i dag. Filmen er færdig for et år siden, men dessverre er statusen ikke ændret. De venter stadig på en beslutning om deres asylansøgninger. Dette stammer hende psykologisk. Alt drejer sig om spørgsmålet: Må vi blive her eller ej?

Siden marts 2015 er "Willkommen auf Deutsch" vist på 170 biografer og på mange festivaler. I ARD opnåede han en seerrate på 1,1 millioner. Skoler, lokalsamfund eller initiativer kan bestille filmen til at vise den på stedet og diskutere det. Flere oplysninger findes på filmens hjemmeside under "Deltag".