Birgit Vanderbeke: "Kvinder kan være virkelig modbydelige til hinanden"

Om novellen "Ms. Choi's mærkelige karriere"

Birgit Vander-beke, "The Curious Career of Mrs. Choi", 123 s., 16.90 EUR, S. Fischer

Hvis Birgit Vanderbeke's nye bog var en film, ville det blive kaldt en forbrydelse komedie. Der kommer en kvinde ved navn Choi i en lille rede i det franske sydvest, og selv "de skeptikere, der undrer sig over hvad i verden et sted som M ** har brug for en kinesisk kvinde, er fuld af beundring". Hun ønsker at komme i gang, siger hun, og så åbner hun en koreansk restaurant (naturligvis er fru Choi slet ikke kinesisk), hvilket er så stort, at selv adgangsvejen bliver opgraderet. Samtidig forsvinder den i "Choi's mærkelige karriere" den ene eller den anden samtidige. Hidtil den kriminelle del af denne charmerende forbrydelse komedie. Komedien kommer med sætninger lidt som sommerfugle, der lander på urterne i fru Chois have.

Interview med Birgit Vanderbeke

Birgit Vanderbeke

ChroniquesDuVasteMonde.com: En gådefuld kvinde vender en sydfransk bjergnest på hovedet: Hvor meget rebel er i fru Choi?

Birgit Vanderbeke: Meget meget! Hun er opfindsom, ambitiøs, ukonventionel, ja, du kan sige oprørsk. Men det, jeg kan lide mest om hende, er hendes stædighed og hendes måde at indirekte påvirke livet i hendes landsby. Hun overbeviser diskret og viser, hvordan man kan påvirke forandring med udholdenhed og beslutsomhed.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Intet beskriver dig som salme som fru Chois madlavning. Hvad ville mangle i dit eget liv uden køkken og mad?

Birgit Vanderbeke: God mad er meget vigtigt for mig. Men mere vigtigt for mig er madlavning. Når jeg er på en læseture i en uge og så kommer hjem igen, et par dage senere, fejrer jeg jævnligt en ægte madlavning orgie, hvor jeg ofte laver mad på lager, så bevare og bevare mad. Forholdet mellem god mad og madlavning ligner meget læsning til skrivning. Den første er vidunderlig, men uden sidstnævnte kan jeg ikke lide at leve.

ChroniquesDuVasteMonde.com: I 'Ms Choi' beskriver du gamle, ubehagelige franske huse og derimod vidunderlig funktionel asiatisk arkitektur: Hvad skal dit drømmehus se ud?

Birgit Vanderbeke: Jeg har boet i det sydlige Frankrig siden begyndelsen af 90'erne, og mit eget hus er faktisk det modsatte af et drømmehus: meget lille, helt blandet, uden centralvarme uden fundamenter som mange huse i det sydlige Frankrig. Det er mærkeligt, at det lever godt i disse "handicappede" huse. Men på et tidspunkt opdagede jeg arkitekten Itami Jun. Hans magiske huse har imponeret mig så meget, at jeg værdsætter hans arbejde i min roman. Han inspirerede mig til at tænke igen om opgaven med værelser og lejligheder. Gennem ham begynder man at drømme om at udfolde sin sjæl en gang i et tomt rum.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Kvinderne i din roman synes at forstå hinanden næsten magisk. Tror du på en uudtalet forbindelse mellem kvinder?

Birgit Vanderbeke: I nogle faser i mit liv ville jeg have svoret, at båndet mellem kvinder er en naturlig ting. Men nogle smertefulde oplevelser har lært mig at tvivle på det. Disse erfaringer har også gjort mig mere forsigtige, i et stykke tid foretrak jeg at observere fra en sikker afstand, hvor ubehagelige kvinder kan være til hinanden og lærte ordet "hoppebit". Måske er det også fordi fru Choi i min roman skaber meget tætte venskaber med hverken mænd eller kvinder. Det virker indirekte og skubber aldrig sig selv: grundlaget for deres forhold er respekt.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Din roman minder om en thriller. Hvilke thrillers kan du lide at læse selv?

Birgit Vanderbeke: Jeg finder spændende kedelige, derfor minder "efterforskerne" i min bog mere om tegnefilm. Jeg mener, at mange mord ikke anerkendes som kriminelle handlinger, fordi mindre og mindre obduktion er gjort - det er det, jeg lærte under min forskning for min bog. Jeg fandt det meget interessant og lad det flyde direkte ind i min bog: Her er også dødsårsagerne uklare, blandt andet fordi ingen obducerer kroppene. Og hvor der ikke er nogen forbrydelse, er der ingen forbrydelse.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Opretter du din egen definition af retfærdighed med din roman?

Birgit Vanderbeke: Ingen reelle forbrydelser er begået. Intrigues, stalking eller en kvindelig foragt for en mand er faktisk ingen reel straf. Kvinderne kæmper tilbage og straffes ikke blot fordi de ikke er dømt.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Hvis du kunne gøre retfærdighed for en dag, hvad ville du gøre først?

Birgit Vanderbeke: Retfærdighed var ikke det synspunkt, som jeg ønskede at fortælle min historie om. Men hvis du spørger, om jeg kunne give retfærdighed, så vil jeg gerne sørge for, at sult forsvinder fra verden. Det ville ikke være så svært, som du altid vil have os til at tro.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Kvinderne i 'Ms Choi' er meget dedikerede: er du de bedre mennesker?

Birgit Vanderbeke: Jeg tror ikke, at kvinderne i bogen er bedre end mænd, bare tag de kreative sønner til fru Choi eller Yves, som leder årets camping. Jeg beundrer folk, der "virkelig vil gøre noget", der har en vision, ambitionen eller udholdenhed til at forfølge en ide. Det er ligegyldigt, om de er kvinder eller mænd.

ChroniquesDuVasteMonde.com: Du bor som tysk i 15 år i Sydfrankrig: Hvad vil du aldrig vænne sig til?

Birgit Vanderbeke: Der i Frankrig ved middagstid spises 12 frokost. Men de siger ikke "måltid" her, som i Tyskland, og igen kunne jeg ikke vænne mig til det i Tyskland.