Tvist over pengene
"Kan du betale, skat?" spørger han tilfældigt, som om han spørger: "Hvornår begynder filmen endelig?" En sætning som en snakebit. Klokken halv om tre i taxa ved hoveddøren er vi tipy, men på ingen måde for træt til at forhandle hvem der skal betale hvad. Okay, han inviterede mig til at spise i tre cifre, så skal jeg gøre 20 Euro taxaen. Og tælle. Ligeledes 40 euro til babysitteren, gave til fødselsdagen barnet havde jeg bekymret. Gør 80 euro. For alle de små ting. For en kedelig aften med sine venner i en overpris restaurant på havnen. Vi går ud, siger jeg, "80 Euro! Med din 100 for maden, ville vi være 180. Gør 360 mark for en skidtnat." Det latterlige D-Mark-argument, som regel sin egen, trækker altid. Jeg mener, ud af 360 mærker nogle familier spiser i en hel måned. "Ungrateful", siger han. "Jeg inviterer dig til middag, og du klager over taxa billetprisen?" Aftenen er væk. Ikke en romantisk nightcap, i stedet kærlighed-stuttering tvist, emne: Hvem bruger mere penge på nonsens, og hvordan man deler fornuftigt. Ikke så let, når en person tjener meget og meget, og den anden kun kan fungere de få timer, barnet er omsorg for.
For mig logisk: Hvem har netto dobbelt den anden skal betale mere i hverdagen væsentligt mere. Eller? Forresten er tvister over smagfuldt indretning, ex-veninder eller ordentlig forældre ufarlig. Penge tvist er eksistentiel, fordi det afslører manglen på alle baser af forhold: tillid, generøsitet, venskab og en stort set ensartet forståelse af retfærdighed. Alt kunne være så nemt. Du behøver bare en smule tolerance og de mest grundlæggende matematiske færdigheder: plus, minus, formere og del!
Deling er svært. Selv som barn fandt jeg det uretfærdigt, at mine bedsteforældre overførte 80 point om måneden til en Carlito til Ecuador, i stedet for at dele pengene mellem deres børnebørn. Mine forældres gæster, der bragte for mig og min søster en bar chokolade "at dele", fandt jeg uudrykkelige. Hidtil har jeg været hemmelig, adskilte konti lige siden jeg har glemt mine udtalelser på køkkenbordet. Han spurgte: "Drikker du faktisk ti latti macchiati om dagen, og hvilken slags skønhedsselskab overførte du 200 euro til?" Jeg sagde, "Og du har håndsyede sko, du river 500 euro til et World Cup-kort, selv om vi har brug for en ny vaskemaskine!" Det værste er de små ting, ja på visse dage, selv en reduceret fem-pack mælkeskæringer for 99 cent føre til tvist. Men skal to voksne nu lave lister, motto: Jeg Taxi, du brød, jeg kød, du vin, jeg bleer, din grød? Skal argumentet så komme til ophør? Den anden dag til middag sagde min mand: "Faktisk betalte jeg endda den fødselsdagsgave du købte mig, for hvis din konto er overdrevet senere, skal jeg klare det en dag." Nu igen meget langsomt: Jeg bruger kun mine selvoptjente penge, sammenligner roligt priserne på køleskabshyljen i supermarkedet, mens den lille kaster sig foran børnenes Pinguis brølende på bagsiden. Derefter savner jeg den tid, da jeg ikke havde et barn, min indkomst var mere end dobbelt så høj som nu, jeg havde penge og tid til det endelige salg i alle butikkerne i byen. Måske skal vi bare bytte roller: Min mand vil vågne om natten, når den lille græder, pakker ham, laver grød, sætter på tøj, tager ham til barnebarn om morgenen, handler med ham og opbygger duplo gårde i timevis om eftermiddagen. Den lille vasketøj? Intet problem. Med ørepropper ville han også have let tid at læse avisen, siger han (mens de små hylder ryddes og kontrolleres af alle batterier og Lego-blokke for modstand mod at synke). Han ville kun skulle halvere sin arbejdstid. Og jo jo, hans løn ville da nok kun være halv. Finansielt, desværre helt ulønnet. Men en ting ville være klart. I hver taxa, i hvert supermarked, ved hver takeaway og i enhver legetøjsbutik, ville jeg sige: "Kan du betale, skat?"
